Plantefarvning

Plantefarvning
uldgarn farvet med birkeblade

onsdag den 3. august 2011

Farvning på bål med valnøddeskaller



Plantefarvning hvordan - helt enkelt

Plantefarvning – hvordan – sådan med uldgarn
Inden man går i gang vaskes/skylles garnet, så det ikke indeholder lanolin, og garnet (der ligger i fed) ombindes løst 3 steder med hør eller bomuldstråd.  Uldgarn fås ofte i fed af 100g, og det kan være en fordel at skille det ad i to 50g fed.
De redskaber der er brug for er: en vægt, en gryde af, stål eller emaljeret, kobber kan gå men det er umuligt at farve rigtig rød i en kobbergryde (aluminium går ikke sammen med kemikalier, og jern har visse konsekvenser, se under efterbejdsning), et termometer der kan måle til min. 100grader (stegetermometer kan bruges), et par rundstokke til at bevæge garnet med et litermål og noget til at findele planter med (kniv, saks eller gammeldags brødskærer)

Plantefarvning egner sig rigtig godt som udendørsaktivitet på bål, og det er ikke svært at holde temperaturen sådan nogenlunde. Man flytter lidt rundt på ild og gløder, og det er godt at have et lager af småt pindet træ til at holde en temperatur med. Både bejdsning og farvning kan foregå på bål.

Farvning består af  1,  2 ellert 3 trin:
·          
1. Forbejdsning – Hjælper med at få farven til at trække jævnt på garnet. Garn der ikke er bejdset bliver knap så klart i farven, men stadig smukt. Garn og vand kommes i gryden og når temperaturen er ca. 70 gradet tages garnet op og bejdsemidlet kommes i. Der røres til det er opløst, og garnet lægges igen i gryden. Garnet bevæges jævnligt i gryden og når temperaturen er 90 gradet holdes denne temperatur i 1 – 2 timer. Garnet afkøles i badet og skylles. Garnet kan nu tørres og ligge til det skal farves. Alternativt kan man komme farvematerialet ned i bejdsevandet når garnet har trukket en time, og farvningen starter.

 Alunbejdse – ca. 15 – 20 g alun pr 100g garn (svarer til ca 1 spiseskefuld). Alun er et naturligt forekommende metalsalt der let opløses i varmt vand. Alun har været kendt siden oldtiden, hvor man blandt andet brugte det til at stoppe mindre blødninger.

Vinsten kombineres med alun, med halvdelen af alunmængden (ikke til gule farver). Vinsten er et ældre, folkeligt navn for det krystallinske bundfald, som opstår spontant under vinfremstilling. Har en syrlig smag. Hvis der kan/skal bruges vinsten vil det stå i opskriften.



·         2. Farvning – 100g garn = 400g frisk/200g tørret plante eller blade / halvdelen ved blomster

Farvemetode 1 – hakkede/findelte plantedele lægges lagvis i gryden med det bejdsede garn. Tilsæt så meget vand at garnet flyder, langsom opvarmning til 90 grader, og temperaturen holdes 1 – 2 timer. Garnet kan afkøles i suppen (evt. trække til næste dag) tages op, rystes fri for plantedele og skylles/vaskes godt


Farvemetode 2 – de hakkede/findelte plantedele koges i vand 2 – 3 timer (lægges evt. i blød dagen før), suppen sis og det bejdsede garn farves i suppen mindst 1 time ved 90 grader


·         Efter farvning tages garnet op og skylles/vaskes. Pas på at temperaturforskellen på farvesuppen og skyllevandet ikke er for stor – nogenlunde samme temperatur – og til sidste hold skyllevand kan der tilsættes en smule eddike der gør farven mere langtidsholdbar


·         3. Efterbejdsning – har til formål at ændre/dunkle/lysne det farvede garn så man kan få flere forskellige farver/nuancer ud af det samme farvebad. Efterbehandling af farvet garn foregår i farvesuppen/badet, garnet tages op, midlet opløses og garnet kommes i, i max 15 min ved 90 grader. Garnet bevæges jævnligt. Især i gamle farvebøger er der flere forslag til efterbejdsning med midler der i dag anses for ret giftige, og som slet ikke bør anvendes – det kan f.eks. være midler med krom og kobber. Men jeg kan foreslå to ting:
Jernvitriol – tidligere kaldet grønsten, er et salt der sælges som grønne krystaller. Tidligere har man anvendt jernholdigt vand, myremalm, eller en jerngryde for at få samme effekt, og det kan man selvfølgelig også sagtens gøre i dag.. Jern kan gøre garnet skørt så det skal anvendes med forsigtighed og bejdsetiden skal overholdes. Se i de enkelte opskrifter i bøgerne hvad der sker med farven.
Potaskelud fremstilles af Potaske, der anvendes i køkkenet som hævemiddel. Potaskelud fremstilles af 8g potaske til 2l vand. Potasken kommes i en spand og varmt vand hældes over, omrøres og når potasken er opløst lægges garnet i. Potaske er et ”tryllemiddel” og ændrer/gør farverne meget klare.
·         Det er vigtigt at alt efterbehandlet garn skylles grundigt.







f

onsdag den 25. maj 2011

Nålebinding

Nålebinding er en tekstil teknik der kommer før strikning, og kendes i mange kulturer. I denne teknik kan man fremstille alverdens tekstilting, sokker, huer, vanter, trøjer osv osv.
Teknikken virker i første omgang som noget der tager lang tid at lave, men med øvelsen så skrider arbejdet frem. Den simple model er en lang række af knaphulsting der kædes sammen, men den lidt mere avancerede model er tættere og giver et større spil i strukturen.
Det er svært at læse sig til hvordan man gør, men på You Tube findes flere gode film som f.eks.:

Nålebinding 1


Nålebinding 2


Nålebinding 3


Så nålebinding har været fortidens "strikning" og vikingernes varme sokker og huer var nålebundet, og teknikken var også udbredt langt op i middelalderen indtil strikningen for alvor nåede til og blev almindelig i Europa omkring år 1500.

Se også denne blog Middelalder håndarbejde

onsdag den 18. maj 2011

Birkefarvet garn






Uldgarn farvet i gryde over bål på vikingemaner under vikingemarkedet på Ribe Vikingecenter i maj 2011

Ribe Vikingecenter Lustrupholm

Et kilo tørrede og hakkede birkeblade er kogt af nogle timer ved simre temperatur, ligget i suppen natten over og derefter siet så godt som muligt. Det alun bejdsede garn lægges gennemvådt i farvebadet og simrer i en time efter langsom opvarmning til lige under kogepunktet. Hænges til tørre.

Efter tørring kan garnet vindes op og anvendes - det drysser og dufter dejligt under vindingen


Jydepotter på arbejde



Jydepotter er gryder og alskens huskeråd, fremstillet i ler i stort set alle kulturer til alle tider. I Danmark blomstrer jydepotte produktionen for alvor i 1800 tallet indtil jernkomfuret bliver allemandseje omkring år 1900. De blev fremstillet af kvinder på landet især langs med vestkysten fra Varde og nordpå, da der her fandtes rigtig godt ler.
Potterne fremstilles i hånden på et bræt i skødet og trækkes og bankes ud af en sammenhængende klump ler der indeholder omkring 40% glimmersand. Potterne blev brændt på heden i en reduceret brænding med sorte tørv og en "rigtig" jydepotte skulle helst være helt sort. Potterne blev opkøbt af pottemænd der solgte dem videre på markeder i hele Jylland, og solgte også til skippere i bl.a. Hjerting ved Esbjerg, der fragtede dem videre til København og Tyskland.  I 1802 blev der udskibet 900.000 jydepotter fra Hjerting foruden alle dem der blev solgt på markeder. En dreven pottekone med hjælp fra en pige kunne fremstille omkring 4000 potter på en sæson der strækker sig fra efteråret hvor leret graves op og køres hjem og ligger på gårdspladsen vinteren over og bliver brudt af frosten. Leret æltes når frosten går af jorden, og produktionen starter. Om sommeren brændes potterne på heden og afhentes/opkøbes  derefter af pottemændene der sælger det hele videre på markeder, eller til fragtskibene.

Jydepotterne var populære, de var billige og indeholdt ikke bly som alt andet glaseret keramik på det tidspunkt og fandtes i alle husholdninger med åbent ildsted, indtil jerngryderne og jernkomfuret bliver fremstillet til en pris hvor alle kan være med. De sidste jydepotter bliver solgt på marked i 1920. På Herning museum findes Danmarks største samling af jydepotter, en imponerende samling der afspejler pottekonernes kreativitet i fremstillingen af gryder potter og pander, skåle, lysestager, dunke og meget mere.

Herning Museum

Jeg arvede min farmors redskaber til jydepottefremstilling og har nu i nogen år været på Hjerl Hede som formidler om sommeren i levenedgørelsen hvor jeg fremstiller og brænder jydepotter. Jeg brænder med tørvene fra mosen i en lukket mile. Jeg bruger rødler og kan rigtig godt lide at potterne bliver flammede rød/sorte, så jeg dyrker under brændingens sidste fase at lukke lidt luft ind. Det er altid spændende at se resultatet. De gryder jeg laver kan bruges til madlavning på bål eller åbent ildsted,

Hjerl Hede Frilandsmuseum


Ovnen varmes op og fadet lunes mens brødet hæver

Værsgo at spise


Det nødvendige værktøj til fremstilling:


En krukke er undervejs:

Og så til brænding i mile: